Historien om George

Regeringen vil gerne hæve pensionsalderen. Det kan ikke nødvendigvis hidse mig op. Men det fik mig til at tænke på en historier, jeg ikke fik lavet. Men som jeg ikke kan få ud af hovedet.
Historien om George.
Jeg mødte George for et par måneder siden, da jeg var i Omaha i Nebraska. Jeg var der for at lave historien om generalforsamlingen i Berkshire Hathaway og en af verdens rigeste mennesker, Warren Buffet. En helt igennem usædvanlig generalforsamling, der strakte sig over tre dage. 40.000 aktionærer var rejst fra mange dele af verden for at være med til denne begivenhed.
I forhallen udstilede mange af de virksomheder, Warren Buffet og Berkshire Hathaway er storaktionærer i, lige fra fødevarevirksomheden Heinz til togselskaber, stål-, smykke- og tøjvirksomheder, der gerne ville sælge noget til de mange aktionærer eller være med til at fortælle dem, hvordan de bidrager til at Berkshire Hathaway tjener deres penge.
Det store CenturyLink kongrescenter kunne rumme dem alle. Publikum sad i fem etager. Den sjette og øverste etage var forbeholdt pressen. For at komme derop skulle vi med vareelevatoren, der var den eneste adgang.
Og her sad George. I sit slidte jakkesæt sad han på en stol i elevatoren og trykkede på knappen til den etage, vi bad om at blive kørt til. Imellem etagerne kunne George lige nå at få sig en lille blunder. Det er givetvis mange års træning, der har lært ham denne færdighed.
George har haft det job i flere år, kunne jeg høre på de andre journalister, der genkendte ham fra de tidligere år og hilste på ham.
Jeg ved ikke, hvor gammel George er, men jeg vil gætte på, at han har passeret de 75 år. Og det fik mig bare til at tænke.
Hvorfor står en mand op om morgenen for at iføre sig sit slidte jakkesæt og tage på arbejde for at passe en elevator?
Har han brug for pengene? Eller savner han noget at stå op til? Hvad sker der den dag, han ikke længere har det arbejde? Han finder næppe et nyt.
Og hvorfor vil nogle betale ham for at trykke på de knapper, som skal bringe os til den næste etage, og som vi selv så mageligt selv kan trykke på?
George selv sagde ikke noget. Han trykkede bare på knapperne.
USA er på så mange måder et helt andet samfund. På den ene side mere brutalt over for sine ældre medborgere. På den anden siden mere rummeligt over for sine ældre medborgere.
George selv smalltalkede ikke med nogle eller hilste på nogle, selv om han uden tvivl må have genkendt meget af det personale, der også benyttede vareelevatoren. Måske forbandende han bare det hele langt væk og forbandede, at han fortsat var nødt til at gå på arbejde.
Jeg ved det ikke. Men spørgsmålene fascinerer mig stadigvæk. Og måske kan historien om en mand som George give os andre nogle svar på, hvor går grænsen for, hvor meget vi skal tage os af vores ældre, hvor meget vi stadig skal kræve af dem, hvor meget vi stadig skal tilbyde dem – og hvor meget vi bare skal betale dem, for at de kan nyde resten af deres dage i fred og ro.
Måske jeg en dag tager tilbage til Omaha for at lave historien om George.

IMG_4056IMG_4061

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *