Danmarks guldbeholdning og Brexit

Gold Bullion in the vaults at the Bank of England. Credit:NewsCast +44 (0) 20 7608 1000 www.newscast.co.ukI en kulsort kælder i London ligger 68,5 tons rent dansk guld. Der slipper intet lys ind af vinduerne, for der er ingen vinduer. Kun en sjælden gang imellem bliver lysstofrørene i loftet tændt, når en vagt viser særligt udvalgte besøgende ind. Så kan man se de endeløse stabler af guldbarrer fra Danmark og mange andre lande. Når vagten og de besøgende forlader lokalet bliver lyset slukket igen. Så ligger tonsvis af guld i mørke igen.

Da jeg udgav bogen ”Guld & Bedrag”, der er historien om hvordan Danmarks Nationalbank snød nazisterne og i dybeste hemmelighed bragte den danske guldbeholdning i sikkerhed i udlandet, spurgte jeg naturligvis også Nationalbanken, hvorfor vi stadig har guld. Guld har i mange år ikke spillet nogen rolle i økonomien, hverken for Danmark eller andre lande. Alligevel har vi fortsat den store guldbeholdning.

Guldbeholdningen blev via Sverige og Norge bragt til USA før 2. verdenskrig, men kom hjem igen efter krigen. Kun for nogle år senere at blive sendt i sikkerhed igen i udlandet af frygt for konsekvenserne af den kolde krig. Siden har guldet ikke været hjemme. Men har altså i mellemtiden mistet sin betydning for økonomien fra dengang, hvor kronens værdi var defineret i forhold til, hvor meget guld man kunne veksle sine penge til i Danmarks Nationalbank, hvis man som borger ikke havde tillid til sine pengesedler.

Svaret fra Danmarks Nationalbank var, at det var en strategisk beslutning, at Danmark stadig havde guld. Da det ikke nødvendigvis gjorde mig klogere spurgte jeg, hvad det så betød. ”At Danmark har den beholdning af guld, vi skal have. Vi køber ikke mere guld. Og vi sælger ikke ud af vores guld”, lød svaret.

Så nu ligger det der i en kælder under Bank of England, der gentagne gange har afslået høflige forespørgsler på, om undertegnede måtte besøge guldet.

Men spørgsmålet er blevet relevant igen. For nu har England besluttet at forlade EU. Og hvad så med det danske guld? Om et par år, når englænderne er ude af EU, ligger den danske guldbeholdning også uden for EU.

At guldet ligger i London burde i sig selv ikke give anledning til bekymring eller debat. For London er sammen med New York verdens største handelspladser for guld. Men når man ser på, hvad der ellers sker rundt omkring i Europa lige nu, bliver spørgsmålet pludseligt relevant.

Tidligere i denne uge meddelte den tyske nationalbank Bundesbank højest overraskende, at de i al hemmelighed havde hentet 216 tons guld hjem til Tyskland, hvor det nu ligger i Frankfurt. 111 tons guld var hjemtaget fra New York og 105 tons guld fra Paris. Mod slutningen af dette år vil tyskerne have halvdelen af hele deres guldbeholdning liggende hjemme i Tyskland, langt tidligere end det ellers var planlagt.

Guldet har ellers ligget sikkert, fredeligt og godt beskyttet i både New York og Paris i mange år. Alligevel offentliggjorde Tyskland for nogle år siden en plan for at bringe størstedelen af guldet hjem igen. Det overraskende i denne uge var, at det var sket i dybeste hemmelighed uden at nogle havde fået færten af, at det var ved at ske. Og så var forud for den tidsplan, Bundesbank tidligere havde fremlagt.

Bundesbank beslutning om at hjemtage størstedelen af guldbeholdningen er hverken fagligt eller økonomisk begrundet ifølge Bundesbank selv. Det er ikke et tegn på mistillid til hverken amerikanerne eller franskmændene eller mistillid til, at de to lande ikke kan passe godt på tyskernes guldbeholdning.

Bundesbank beslutning kom efter en lang og intens tysk debat om noget så udefinerbart som følelser. I Tyskland havde der gennem flere år bredt sig en holdning til, at tyskernes eget guld havde bedst af at befinde sig i Tyskland og ikke i et fremmed land. Dette blev krydret med en spirende usikkerhed om hvorvidt guldet rent faktisk vat til stede der, hvor Bundesbank nu også sagde guldet lå.

Det tvang Bundesbank til at foretage en revision af guldbeholdningen og sende medarbejdere af sted for at checke, om lageret af guldbarrer nu også stemte med papirerne. Noget som alle andre virksomheder er pålagt at gøre en gang årligt.  årsregnskaber. Men den slags er ikke nødvendigt mellem nationalbanker. Her spiller man på diplomatiets mange strenge. Et ord er et ord og man stoler blindt på hinanden.

Jeg spurgte også Danmarks Nationalbank, om de har kontrolleret at det danske guld nu rent faktisk befinder sig i London stadigvæk. Bank of England udleverer gerne billeder af deres guldbeholdninger, men ingen steder på billederne er de mange guldbarrer mærket med nationalitet.

Danmarks Nationalbank svarede så, at man rent faktisk for meget nylig havde haft en medarbejder i London for at checke guldbeholdningen. Og at den stemte med papirerne. Det var dog ikke muligt at få oplyst, hvem den pågældende medarbejder var eller se vedkommendes rapport.

I Tyskland endte en lignende revision altså med, at Tyskland besluttede sig for at hjemtage størstedelen af guldbeholdningen, også selv om papirerne stemte. Beslutningen blev truffet især på grund af den offentlige tillid til Bundesbank og guldbeholdningens eksistens og fortsatte værdi.

Tyskalnd er ikke de eneste, der har foretaget dette træk.

I 2014 hjemtog Holland 122 tons guld fra USA. Det var dobbelt så meget, som hollænderne i forvejen havde liggende derhjemme. Officielt var det igen af hensyn til ”den offentlige tillid”, men kritikere bemærkede også, at Holland kun tog en stor del af sit guld i USA hjem, men ikke rørte det hollandske guld, der er opbevaret i Canada og England. Havde den hollandske nationalbank alligevel ikke tillid til USA når det kom til stykket, lød kritikken.

Det officielle svar fra den hollandske nationalbank var, at det ”i dag ikke længere er klogt at have så stor en del af guldbeholdningen liggende i en bestemt del af verden”.

I Østrig er begrundelsen for også at hjemtage en stor del af landet guldbeholdning til gengæld klar nok – sådan da.

80 pct. af Østrigs guldbeholdning på 280 tons ligger i London, 17 procent ligger hjemme i Østrig og de resterende tre pct. ligger i Schweiz. Og det er ”en høj koncentrations risiko”, sagde Østrigs statsrevisorer. De mente blandt andet, at kontrakten med Bank of England havde visse mangler samt at det var svært at revidere guldbeholdninger i udlandet.

Derfor besluttede Østrig I 2015, at fra og med år 2020 skal halvdelen af Østrigs guldbeholdning befinde sig I Østrig. Den resterende del skal deles mellem England og Schweiz.

Kilder i Bank of England har tidligere anslået, at det vil tage en medarbejder to arbejdsdage at køre rundt med en gaffeltruck og finde og samle cirka 20 tons guld.

I Norge er guldbeholdningen også forbundet med store nationale følelser. Ganske vist solgte Norges Bank alle sine guldbarrer i 2004. Guld havde jo ikke længere nogen bertydning for økonomien. Det skulle de nok ikke have gjort. De følgende år tre-dobledes prisen på guld, og Norge gik glip af en kæmpegevinst.

Men Norge beholdt mange af guldmønter, hvoraf enkelte havde været med på den dramatiske rejse, da guldet i sidste øjeblik kørt ud af Oslo i sikkerhed for nazisterne. Disse mønter blev i 2014 udstillet på kulturhistorisk museum som en vigtig del af den norske historiske arv og selvforståelse.

Da Venezuela i 2011 begyndte at hjemtage sit guld fra Bank of England i London var det så stor en begivenhed, at det blev sendt direkte på tv og gaderne var fyldte med ”velkommen hjem” bannere. Men Venezuela og landets økonomi og guldbeholdning er en historie helt for sig selv.

Bør vi danskere så være bekymret for vores guld efter Brexit? Guldet har trods alt en værdi ifølge nationalbankens egne opgørelser på lige knap 16 milliarder kroner, omend det nok er meget konservativt vurderet. Men det kan da betale for et par supersygehuse.

Ud fra en ren økonomisk betragtning er der ingen grund til at være bekymret for den danske guldbeholdning eller værdien af den efter et Brexit. Men som vi har set fra mange andre lande, så er det alle andre argumenter der tæller, når lande beslutter sig for at hjemtage deres guldbeholdninger. i Danmark har vi slet ikke haft en debat. Sådan foretrækker Danmarks Nationalbank det også. For meget debat skaber alt for meget støj på de diplomatiske kommunikationslinjer.

I mellemtiden ligger den danske guldbeholdning i en kælder i London. Det ligger i mørke. Og laver ingenting.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *